Læse- og skriveteknologi

Kompenserende værktøjer til mennesker, der har ordblindhed eller andre læse- eller skrivevanskeligheder er nået langt. Mange af teknologierne er kommet ind i folkeskolen, men desværre har en alt for lille procentdel af lærerne den fornødne viden og kompetence til at støtte og kvalificere elevers brug af dem. På denne side får du en indføring i de mest udbredte læse- og skriveteknologier (LST). 

IT-rygsækken

Man kan tidligst blive diagnosticeret med dysleksi i 3. klasse. Når en elev får diagnosen "ordblind" skal han eller hun tilbydes en såkaldt IT-rygsæk. Det er rent faktisk en "slidstærk rygsæk", men det er naturligvis først og fremmest den soft- og hardware, der følger med, som er relevant. Storproducenten MV-nordic (tidligere Microværkstedet) står bag. IT-rygsækken indeholder blandt andet: 
  • CD-ORD
  • SkanRead
  • En håndskanner
  • C-pen TS1
  • Stemmer til oplæsning på dansk og engelsk

CD-ORD

IT-rygsækkens flagskib er softwareprogrammet CD-ORD

Se en hurtig introduktion til programmet her: 

Introduktion til CD-ord 9


Kompatibilitet

CD-ORD er et plug-in. Det betyder, at når det er installeret på en computer, kan det arbejde sammen med de i forvejen installerede programmer. En elev, der har CD-ORD installeret, kan altså f.eks. åbne Word og bruge CD-ORDs funktioner i Word-dokumentet. Det kan ikke lade sig gøre i eksempelvis IntoWords (som bliver gennemgået længere nede på siden). 

Skrivning

Når man skriver en tekst, mens CD-ORD er åbnet, kan man blive støttet på forskellig vis. Programmet har en intelligent ordforslagsfunktion, som kommer med kvalificerede forslag til, hvad næste ord i teksten kunne være. Hvis der f.eks. bliver skrevet "jeg" vil programmet foreslå klassiske udsagnsord som "er" eller "tror". Ord, som bliver skrevet mange gang i en tekst, bliver integrerede som foreslag. Programmet kan også læse de ord, der bliver skrevet, op og altså fortælle brugeren, om vedkommende har skrevet rigtigt. Tilsvarende kan det læse den enkelte bogstavlyd op - når man skriver "k", siger CD-ORD [k]

Oplæsning

Oplæsningsfunktionen kan ikke kun bruges i Word, men også fra andre programmer som f.eks. Adobe Reader. Talesyntesen kan tilpasses, så brugeren selv styrer, om det er en mande- eller kvindestemme, hvor hurtigt der skal læses på osv.


SkanRead

Når man skanner en tekst, så den bliver til en PDF-fil, kan man i udgangspunktet ikke få den læst op. Computeren forstår teksten som et billede. Med et program som SkanRead er det muligt at omdanne en PDF-fil, så den kan læses op. Man OCR-behandler den. 
OCR står for "Optical Character Recognition". Som navnet antyder, er det en teknologi, der kan genkende billeder af bogstaver og lave dem til tekst. På den måde kan man få læst en PDF-fil op, udvinde teksten og lægge den over i et tekstbehandlingsdokument eller lignende. 

Se nedenstående video for en mere fyldig introduktion.



C-pen

En C-pen arbejder med samme OCR-teknologi. Det er en lille skanner, der ligner en overstregningstusch. Ved at strege et ord eller en kortere sætning over, kan C-pennen OCR-skanne teksten og lægge den ind på computeren, hvor den kan blive læst op eller lagt ind i et tekstbehandlingsprogram. C-pennen er særligt egnet til f.eks. en elev, der sidder med en matematikopgave, som ikke er så teksttung. De svære fagord eller få eleven uoverskuelige tekster kan blive læst op on the spot. Til længere filer anbefales en regulær skanner, hvor skanningen lægges ind i SkanRead. Til mellemlange tekster er håndskanneren også en mulighed. 

C-pen TS1


Håndskanner

Håndskanneren fungerer som en normal skanner. Dvs. at den i udgangspunktet ikke laver OCR-skanninger, men at de JPG-filer, som den laver, kan blive omdannet til OCR-filer i f.eks. SkanRead.

Håndskanner


IntoWords

Den samlede IT-rygsæk koster omkring 18.000 kroner og kan først stilles til rådighed, når en elev i 3. klasse eller derefter er blevet diagnosticeret med ordblindhed. MV-nordic har imidlertid også gratisløsningen IntoWords, som giver en fornemmelse for teknologierne, men naturligvis ikke kan ligeså meget. 

IntoWords som gratisprogram er ikke et plugin, men et program, der skal åbnes for sig selv. MV-nordic er imidlertid ved at arbejde på en "plug-in"-løsning, så programmet kan bruges sammen med GoogleDocs og andre tekstbehandlingsprogrammer.
 
Det er skrive-delen af IntoWords, som fungerer bedst, men den har også OCR-teknologien. IntoWords findes i en onlineversion, men det er appen til iPad, som er mest anbefalelsesværdig. Du kan få adgang til IntoWords via dit UNI-login. 



Fordele ved IntoWords

Den objektive fordel ved IntoWords er, at det er gratis og uforpligtende. Det er en omstændelig proces at blive diagnosticeret med dysleksi, og som nævnt flere gange, er det først i 3. klasse, en diagnosticering må blive foretaget. Det er imidlertid dig som lærer eller din faggruppe, som i samråd med forældrene kan give eleven lov til at finde støtte i IntoWords. 

IntoWords kan dermed yde den umiddelbare støtte, en elev med læsevanskeligheder har brug for, og kan samtidig fungerer som en forberedelse til CD-ORD. 

Opgaver


Den bedste måde at lære et program at kende på er at bruge det. Nedenstående opgaver kan laves på 30-45 minutter og kan give en god fornemmelse for, hvor IntoWords' styrker og svagheder er. 

1) Skriv en tekst

- Skriv en instruerende tekst. Det skal være opskriften på din aftensmad i går. 

- Skriv en argumenterende tekst. Du skal argumentere for eller imod målstyret undervisning. 

- Skriv en lyrisk tekst. Overskriften skal være "Forår". 

HUSK: Du kan ikke skrive! Du har måske en begyndende fornemmelse for skriftens lydprincipper, men ikke mere end det. Derfor skal du brug diktering som din primære skrivefunktion. Grafisk opsætning, tegnsætning og lignende kan du evt. skrive fra tastaturet, mens du lægger mærke til, hvordan programmet støtter din skrivning. 

Medmindre du lavede en marokkansk simreret er det med al sandsynlighed den instruerende tekst, der vil være lettest. Tilsvarende er det nok også den lyriske tekst, som vil være den største udfordring både ift. semantik og struktur. Mange oplever det også som en udfordring at opbygge den argumenterende tekst kongruent. 

2) Lav en OCR-scanning

- Lav en OCR-scanning af en tekst fra din lektionsplan, som du synes er skannet i god kvalitet. Lav derefter din egen OCR-scanning fra en fysisk bog. Sammenlign resultaterne på tid, belejlighed, procent rigtige ord osv..

- Lav en OCR-skanning af et kapitel i en bog. Saml al tekst i et dokument og få det læst op. 

Der er mange delprocesser fra man starter, til man er færdig og fremfor at PDF-filen bliver bibeholdt i sit oprindelige layout skaber IntoWords et ekstrakt af teksten. Der er kun plads til én side pr. dokument, og det gør det hurtigt til en uoverskuelig affære. 


Tjekord.dk

Hjemmesiden Tjekord.dk er en side, der kan hjælpe med korrekturlæsning. Det er en intelligent software, som kommer med kvalificerede bud på stavefejl/grammatisk fejl, som en normal stavekontrol ikke opfanger. Prøv at indsætte denne tekst i Tjekord: 

"Det er en general tendens, at man laver sproglige fejl, som stavekontrollen ikke ligger mærke til. Der er massere af typiske fejl, man hurtigt overser. Nogen gange skal man kører lidt stærkt i gemmen en tekst."


I denne tekst finder Tjekord 4 ud af 6 grammatiske fejl (men overser desværre "nogen gange" og "skal man kører"). I mere simple sætningskonstruktioner har den bedre held med at rette nutids-r, men grundet den efterhånden uddøde bøjning konjunktiv, kan det stadigvæk drille. Tjekord, du høre mig (som i konjunktiv altså betyder: gid du må høre mig - og nu er sprogtimen slut). 

Tjekord har også nogle øvelser, man kan lave, men umiddelbart er øvelserne på f.eks. sproget.dk bedre.

Afsluttende tanker

Som tidligere nævnt: Erfaringen fra folkeskolen fortæller, at lærerne ikke er enige om, hvem der har ansvaret for at støtte elevernes brug af LST. Det er ikke så svært, som det måske lyder til at være, så kom i gang! Lær programmerne at kende, brug dem på egen krop. 

Det vigtigste med alle disse teknologier er, at de ikke bliver en sovepude. Deres fornemmeste mål er, at de med tiden gør eleven bedre rustet til at blive selvhjulpen. Hav den tilgang til programmet, når du introducerer LST til din elev. Samtidig er det værd at huske, at læsevanskeligheder er kontekstbestemt - de afhænger af de læsekrav, din elev bliver stillet over for. Her er det relevant at tage hensyn til elevens egne fremtidsønsker - er det universitetet eller en håndværksfaglig uddannelse? 

LST kan blive den forskel, der gør, at en elev kommer ind på den uddannelse, han eller hun har drømt om.

Har du spørgsmål, kommentarer eller lignende er du altid velkommen til at skrive til mikk798v@metrosol.dk 

Links til gode sider

- Center for Specialundervisning Slagelse  har lavet nogle videoer til værktøjer på smartphones
- Et liv som ordblind har samlet en masse artikler om det at være ordblind og har lavet undersiden ordtavlen, hvor en masse teknologier bliver præsenteret.
- MV-nordics YouTube-kanal

Gode Apps til læsning

LæseSjov - et sjovt spil, der træner elevers evne læse- og stavefærdigheder.
Book Creator - en App, hvor man kan lave sin egen bog. Man kan skrive, indtale lydspor, tegn, indsætte billeder og videoer. 
 

 
Comments